Sydfjordsstævne 28/8-21
Herslev Strand Sejlklub inviterer kapsejlere, cruisingsejlere og single-hand sejlere til Sydfjordstævne lørdag den 28. august.
Kapsejlads med to eller tre sejladser på op-ned bane på Yderbredningen, efterfulgt af en kort distancebane tilbage til Herslev. Hvis fire sejladser gennemføres som planlagt, fratrækkes det dårligste resultat på op-ned bane.
Første start på Yderbedingen er planlagt til klokken 11:00.
Crusingregatta (ræs for sjov) for dem, der ikke har lyst til op-ned baner, kapsejladsregler, eller ikke har gyldigt målebrev (DS certifikat). Der sejles to distancesejladser á 9,2 sømil (6,6 sømil i let vind): Én sejlads fra Herslev til Egehoved i Yderbredningen, og én sejlads tilbage fra Egehoved til Herslev.
Der sejles efter almindelige søvejsregler, og startes efter TurLys respittider, så bådene teoretisk bør komme samlet i mål, så ventetiden mellem de to sejladser reduceres mest muligt.
Første båd starter ved Herslev klokken 10:30.
Single-hand – der sejles på samme baner som ved cruisingregattaen, med start efter TurLys respittider, og efter almindelige søvejsregler. Bådene bør i teorien komme i mål samtidig – men sådan går det jo aldrig – derimod er det altid spændende, når feltet samles mere og mere, jo nærmere vi kommer mållinjen.
Første båd starter ved Herslev klokken 10:30.
Præmiering – som sædvanlig modtager alle deltagere moderate præmier.
Sejlerfest – Man får noget for pengene i Herslev – udover det lave deltagergebyr, er overnatning i egen båd, i telt eller campingvogn ganske gratis under stævnet – så der bør være råd til at deltage i sejlerfesten i ualmindeligt i godt selskab!
Deltagerne ved Sydfjordsstævnet og SRPI inviteres til sejlerfest lørdag aften, sammen med medlemmer af HSS. Det nye festudvalg byder på fællesspisning kl. 18:30 med lækre salater, brød, kartofler, grill ad libitum samt dessert.
Læs lidt mere om stævnet eller gå direkte til tilmelding.
Ved tilmelding senest onsdag den 18. august tilbagebetales en tredjedel af deltagergebyret, ved registrering om morgenen, eller ved præmieoverrækkelsen om eftermiddagen – en flad halvtredser – så tidligt tilmeldte deltagere slipper med en hundredelap, for en hel dags sejladser!
Bliv eventuelt medlem af FaceBook-gruppen HSS Sydfjordsstævne.