Eftertilmelding til Sydfjordsstævnet og ændring af kapsejladsbaner.
Eftertilmelding mulig til onsdag 25. august
Tilmeldingsfristen er overskredet, men du kan stadig nå at komme med … i hvert fald, hvis du sender en mail eller ringer senest onsdag 25. august kl. 21:00.
Vi skal bruge følgende oplysninger:
- Bådtype (Accent 26, Bavaria 31, Comfort 30 osv.) og sejlnummer.
- Skippers (dit) navn.
- Din e-mail adresse og telefonnummer.
- Hvilken kategori, du ønsker at sejle i – Kapsejlads – Cruising – SingleHand.
- Ved Kapsejlads oplyses desuden certifikatnummer – læs om ændringer nederst på siden.
- Ved Cruising og SingleHand oplyses om du sejler med eller uden ‘Spiler / genakker / code-zero‘
- Din hjemhavn og/eller sejlklub.
Henrik – 25 11 43 74 – henrik4374<>gmail.com
Lars – 40 81 67 64 – inderfjord<>gmail.com
Hvis du sender en mail, så send venligst til os begge.
Det lave deltagergebyr er uændret, kr. 150,- og som tilmeldt er du er velkommen til at overnatte gratis i egen båd, i telt eller campingvogn, og det er fortsat muligt at tilmelde sig sejlerfesten, lørdag kl. 18:30 (kr. 200,- for voksne / kr. 50,- for børn)..
Bemærk, at enhver tilmelding på dette sene tidspunkt er absolut bindende.
Ændring af kapsejladsen:
Ved tilmeldingsfristen 22. august var der kun få tilmeldte kapsejlere, modsat den fine tilslutning til cruisingregatta og single-hand sejladserne. Vi har derfor besluttet at flytte kapsejlerne til distancebanerne, som cruising og single-hand sejlerne benytter – så frigør vi en dommerbåd og en følgebåd med besætninger.
Kapsejlerne starter efter respitstart (omvendt handicap), som de øvrige både, Starttider beregnes efter TACIL / TACIM / TACIH. Der sejles to distancesejladser i stedet for de planlagte 2-3 sejladser på op-ned baner + en kort distancebane.
Vi håber på sejlernes opbakning, og på eftertilmeldinger til alle kategorier: Kapsejlads, Cruising og SingleHand – kom frisk,!
HSS Kapsejladsudvalg, 23. august 2021