For gæster i Herslev

Herslev ligger midt i nationalpark Skjoldungernes Land, og udenfjords gæster skal læse søkortet grundigt på vejen sydover til til Herslev Strand Sejlklub – såvel kronprinsens som kronprinsessens broer passeres, og turen fra , Kronprins Frederiks bro til Selsø Hage, syd for Eskildsø kan forekomme lang og snørklet ved første besøg – det er nu ikke så galt, da renderne er tydeligt afmærkede..

Herslev Havn er medlem af Frihavnsordningen (FH), og har 95 bådepladser, mellem pæle ved 4 broer. Max. længe er 10 m, og max. bredde er 3,2 m. Vanddybden er 1,8 m i begge bassiner. Inderst i det østlige bassin kan dybden være mindre, men bunden er blød, og det er normalt let at komme fri. Der er EL (blå 16A CEE-stik) og vand på broerne.

Gæster kan lægge sig på pladser med grønt skilt, samt på den inderste plads i hver side af det vestlige bassin. Se venligst på skiltet hvornår båden, der er hjemmehørende på pladsen, kan ventes hjem. Pladser med rødt skilt kan benyttes indtil den hjemmehørende båd kommer hjem. Vær venlig ikke at forlade din båd under mastekranen i længere tid – det kunne jo være, den skulle bruges. Der er også mulighed for at lægge sig med siden til yderst på mole 2. 

Her findes alle muligheder for at slappe af og nyde den pragtfulde natur, som omgiver havnen. Gå en lang tur langs fjorden eller benyt havnens cykler til en tur ind i landet. Bagefter kan man svale sig med en dukkert fra stranden med den udlagte badebro, hvor over det blå flag vejrer. I forbindelse med stranden findes en stor græsplæne med håndboldmål, volley-bane og bålplads (bolde og brænde skal medbringes).

Når dagen går på hæld kan der nydes en storslået solnedgang over fjorden og det sydlige Hornsherred – eventuelt mens man nyder maden tilberedt på grillen, der er opstillet i en overdækket pavilion. Herslev er et virkeligt roligt sted, hvor der kan kobles af fra hverdagens stress og jag.

Havneleje betales i henhold til gældende takstblad. Havnen er medlem af frihavnsordningen. Gæster, der er medlem af Frihavnsordningen (FH), skal have påklæbet årsmærkat et let synligt sted på båden.

Betaling af gæsteleje her havneleje.herslevsejlklub.dk

I klubhuset er der toilet, bad og Sejlerkøkken, som almindeligvis er åbent for adgang for gæstesejlere. Klubhuset er derimod aflåst, men HSS’erne hilser på havnens gæster, og låser gerne op for vore gæster. Husk at aflåse huset når du forlader det.

Stranden ved Herslev har blåt flag og godt badevand. Herslev Strand er børnevenlig med groft sand og lavt vand. Fra sejlklubbens flagspil vajer det blå flag som bevis på at badevandet er af god kvalitet, og løbende kontrolleres af Lejre Kommune.

Fra tid til anden afholder Lejre Kommunes naturvejleder strandtur ved Herslev for børn, forældre og bedsteforældre. Man kan låne ketsjere til at fange rejer og andre smådyr på lavt vand, kigge efter opskyl og sten eller efter planter i området og få en forklaring.

I somre med en meget lang, varm og tør periode, kan badevandet nå en temperatur, hvor alger og bakterier trives rigtig godt. Badning frarådes hvis:  
–  Vandet er grumset og uklart  
–  Vandet er fyldt med hvidlige og grålige fnug og strimler  
–  Du ikke kan se dine fødder 1 meter under vandet  
–  Kommunen har opsat skilte om risiko for blågrønalger i badevandet 

Lejre Kommune udtager vandprøver fra 1. maj til 1. september. Det undersøges, om der er for mange bakterier i vandet, og om vandet er klart og uden synlig forurening. Ved risiko for blågrønalger, vil der være skilte på stranden og information på kommunens hjemmeside.

Du kan også slå teltet op, hvis børnene synes det er sjovt at bo for sig selv en nat eller to. Der findes nemlig også en shelterplads tæt på stranden og sejlklubben. Pladsen, der er placeret på en græsplæne og omgivet af buske og træer, kan benyttes af vandrere, cyklister, kano-, kajak- og jollesejlere. Ifølge Friluftsrådets regler er der ikke adgang for gæster med biler, motorcykler, campingbusser, campingvogne, scootere og knallerter, og man kan maksimalt blive på samme plads i 2 nætter, med mindre andet aftales med pladsholderen, Lejre Kommune.

Sejlklubbens toilet- og badfaciliteter er forbeholdt medlemmer af HSS, samt vore sejlende gæster. Øvrige gæster henvises til de offentlige toiletter, der findes under klubhuset, ud mod stranden. 

Relevante links

Nationalpark Skjoldungernes Land; Herslev er beliggende midt i nationalparken, der er opkaldt efter sagnkongeslægten Skjoldungerne – Kong Skjolds efterkommerne.

Roskilde Fjord portalen præsenter dig for dyre- og plantelivet i et af Danmarks smukkeste og mest spændende fjordlandskaber.